Noter : 1085 Konge af Danmark Konge af Danmark 1095-1103
Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed mens deres halvbror Oluf Hunger var konge.
Oluf dør 1095, og Erik bliver så valgt til konge.
Heldigvis for ham kom detnormale vejr tilbage, så hungersnøden blev afsluttet.
Han fik også venderne pacificeret, de havde hærget på de danske kyster.
Han erobrede Rygen og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste,
Ligesom sinhalvbror Knud den hellige, søgte han at styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere heldigt.
Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde iDanmark (Lund),
istedet for at være under Hamburg-Bremen.
Det havde han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til et fredsmøde i Konghelle i 1101.
Omkostningen var muligvis at danskerne skulle betale tiende.
Han byggede flere kirker (bla i Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense.
Erik drog på pilgrimsrejse til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det første korstog. Han rejste gennem Rusland, og
besøgte kejseren i Konstantinopel (Miklagarður = Storeby = Istanbul) smt han garde af nordiske 'væringer'.
Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på Cypern.
Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende.
Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'.
Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard. |